Corinne Maier - bonjour paresse

Corinne Maier - ' Bonjour paresse':

De gode soldater.

Ude i virksomhederne - faktisk overalt - er der en hærskare af de “gode soldater”, nidkære og servile overfor dem der har magten,
affejende overfor alle andre, lynhurtige til at identificere sig med den rolle man tildeler dem.

Corinne Maier har næppe skrevet “Goddag til dovenskaben” til de gode soldater!

Medloeberne.

Virksomhedens bud til de ansatte loenslaver.

Virksomheden har 10 bud til deres ansatte: 1) Arbejdet er privilegium. 2) Giv din tid uden at kigge på klokken. 3) Du skylder alt til os, virksomheden skylder dig intet. 4) Følg spillets regler. Hvis det går dig skidt er det din skyld. Ikke fordi der spilles med falske kort. 5) Vær føjelig og fleksibel. 6) Tro ikke for meget på det du laver. Vi ønsker ikke fanatikere. 7) Accepter virksomhedens verden uden at kny. 8) Globalisering er nødvendig. Der er brug for fleksibilitet. 9) Verden er kompleks og usikker. Virksomheder må indgå i netværk. 10) Brug ikke ord som karriere, ledelse, planlægning og målsætning. De er gammeldags. Og lugter af fanatisme og hybris naar de bruges af en loenslave.

Overfor det stiller Corinne Maier sine 10 bud:

Uddybet til: Virksomheden lader somom den interesserer sig for dig. Du skal lade somom du arbejder. Hvilket falder helt i tråd med undersøgelser der har vist at 17 % af de ansatte er aktivt uengagerede i deres virksomhed - grænsende til sabotage. Mens kun 3% er engagerede. Så den dovne attitude vil på ingen måde betyde at du skiller dig ud.

Skil dig ikke ud saa er alt godt.

Og sålænge du ikke skiller dig ud er alt godt. Så behøver du ikke lave noget. De fleste funktionære laver jo iøvrigt i forvejen ikke noget nyttigt. De flytter rundt på en masse papirer, småblunder eller snakker løs ved møder. Udformer nye procedurer, affatter dokumenter på mere end 2 sider (bare rolig, ingen - eller naesten ingen - kommer til at læse dem), “leder” projekter, som ender med at blive nedlagt igen - eller totalt skifter karakter: “Total quality manager”, “kontorchef”, “leder af standardiserings enheden” - dumheden har mange navne.

Virksomhedens sprog.

For at dække over dette "ingenting" har virksomheden så opfundet sit eget sprog. Det starter hos ledelsen, der giver beskeder a la Pravda - som hensætter de ansatte i evig tilstand af paranoia (Vel har de ansatte intet at håbe på - men meget at frygte. Uden penge er man jo ikke i stand til at koebe de dimser der faar en funktionaer til at foele sig lidt mere end drukkenboltene ved Seines bred).
Virksomhedens sprog er et sprog uden myter - hvilket giver en illusion om at “vi” er i sikkerhed. Langt vaek fra den doed og ulykke som hersker i de varme lande. Et kompliceret sprog som antyder noget akademisk for ikke at sige videnskabeligt - men som bare erstatter “begynder” med “initiere” osv. Kombineret med Excel regneark er det saa kedsommeligt upersonligt at magten aldrig anfaegtes. Magt via kedsomhed og uforstaelighed. Som det til alle tider har været tendensen i totalitære bureaukratier.

For totalitært er det hele jo. Døren til chefens kontor er åben, alle er dus. 2 gange om året evalueres der. Ordet er frit - men det har så tilgengæld ingen betydning. Dine ord og meninger fører ikke til noget. Beslutninger træffes på en sådan måde at det er næsten umuligt at gennemskue hvem der står bag. Så man vil heller ikke have nogen at være sure på. Så det eneste funktionæren kan gøre er at gå og småbrokke sig (Det ved virksomheden selvfoelgelig godt. Saa man har paa snedig vis gjort det attraktivt for de vaerste brokkehoveder at fjerne sig fra arbejdslivet - de aeldre. Saa virksomheden er befolket af 30 årige, som ved at de er færdige som 50 årige - og som nu har nok at gøre med at betale til liguster idyllen - De der har erfaring til at se tingenes rette sammenhæng - de ældre - De der kan gennemskue tingene og har erfaringen til at komme med virkeligt konstruktive tiltag - de store brokkehoveder - har man allerede elimineret - de er paa foertidspension.).

Den udannede mellem- eller halvleder.

Det totalitære trives som bekendt bedst i en atmosfære af udannethed - og til det formål har man mellemlederne. De er oftest totalt udannede. De går aldrig i dybden med noget. De spreder alment vedtagne påstande og banaliteter, krydrer deres sprog med simplificerede angelsaksiske vendinger osv. For mellemlederen er almen dannelse bare noget man kan bruge til at blære sig med - da et stort guld armbånd trods alt virker for vulgært. Rigtig dannelse har han ikke tid til - da han er overbooket med møder - om at organisere arbejdet - sit eget og andres. En aktivitet som selvfølgelig ikke kan bruges til noget da mellemlederen ikke ved noget om substansen - og mellemlederens megen aktivitet ender da også med bare at være at lave om i Excel regnearkene (paa bagkant), mere end at lede noget somhelst. Hvor den gennemsnitlige funktionær er hvirvelløs - er mellemlederen værre - ivrig efter at fedte sig ind hos sine overordnede - er han en hvirvelløs fedterøv. osv.
Mellemlederens eneste troest er hvis nogle af de hovedloese dovne tosser han har under sig ser op til ham - paa samme maade som han ser op til sine foresatte. Eller i de mindste at nogen fedter op til ham, som han fedter op til dem over ham. Saa foeler han at han er kommet langt.

Virksomheden drømmer om det “nye menneske” - en loyal og trofast medarbejder, opofrende i forhold til fælleskabet, en skakbrik, en ivrig og pligtopfyldende tjener, en tro discipel der underkaster sig gruppens behov. Hver gang der kommer en ny medarbejder (helst ung) - ser man disse muligheder - og oftest bliver man skuffet. Som reglen gaar der kun et par aar foer det unge haab begynder at ringe ind syg om mandagen, og bruger det meste af tiden paa at taenke paa ferier osv. Den nye viden som virksomheden saa ivrigt haabede paa - raedselslagen for at falde bag af dansen - er saa i mellemtiden gaaet tabt i forblommet bureaukrat sprog. Men kan så håbe på den næste unge medarbejder.
Men mellemlederen - han bestaar - den komplette hvirvelløshed - han er det tætteste virksomheden kommer idealet.

Ogsaa i DK ?

Også i DK ses tendenserne. I dagens Berlingske (7/9) kan man læse at man skal elske sit arbejde som sin kæreste - hvis man vil gøre et godt indtryk og komme frem i livet. Som om det ikke var nok, at vi skal møde på til tiden på arbejdet, være interesserede og omgængelige, lægger det moderne arbejdsmarked op til, at vi ligefrem skal give os selv med hud og hår til arbejdspladsen. Moderne virksomheder fordrer, at man ikke kun yder i kraft af det, man kan, men også i kraft af hvem man er. Værdi baseret ledelse, som i sin yderste konsekvens drejer sig om, at du ikke skal levere et bestemt stykke arbejde, men give det inderste af dig selv. Hvis Corinne Maier ikke fandtes måtte lønmodtagerne opfinde hende som modtræk mod disse tendenser. Som et forsvarsværk!

Ja, også indenfor det danske sprog - er der brug for Corinne Maier: Sprog-professor Jørn Lund advarer i bogen “Sprog til salg” om den stigende kommercialisering af vores sprog. Han mener at vi skal holde op med at tale om vores liv, som om det hele handlede om at operere på et marked, at udvikle eller sælge produkter. Istedet for at tale sammen laver vi “konflikthåndtering”, istedet for kærlighed, ansvar og engagement taler vi om “ejerskab” og “medarbejderskab”. Nogle hævder vi bliver hvad vi siger - så enkelt mener Jørn Lund ikke at det er - men de aktualle tendenser kan forfladige og forflygtige væsentlige dele af menneskeliver mener Jørn Lund. Specielt er han utilfreds med sproget når ord som “forandringsprocesser,kompetenceudvikling,visioner,fokuspunkter,indsatsområder,føle ejerskab til tingene,løfte en opgave,optimere,høj faglighed, på omgangshøjde,føle ejerskab,føle medarbejderskab,
evaluere hjemmesituationen,lave cost-benefit analyser af parforholdet, drøfte konflikthåndtering i hjemmet”
flyder ind overalt i sproget herhjemme.

Fra DRs hjemmeside:

Skandalebog nu klar paa dansk.

Synes du tempoet er for hoejt paa din arbejdsplads? Eller er du bare lidt kropsdoven? Hvis ja skulle du maaske investere i "Goddag til dovenskaben" - den kan blive din bibel.
Oplag DR inviterer dig til at smuglaese bogens introduktion.
Det vakte en del opsigt da Corinne Maiers "Goddag til dovenskaben" udkom i forfatterens hjemland Frankrig sidste aar. Ja, det var lige foer, at bogen blev betragtet som en skandale i franske ledelseskredse. Men hvad andet kan man vente, naar undertitlen er: Om kunsten og noedvendigheden af at lave mindst muligt paa jobbet.
Faktisk var bogen ved at koste forfatteren jobbet i det statsejede selskab, Electricite de France, hvor hun er oekonomen. Men hun blev reddet af sin fagforening.

Paa de 132 underholdende, anarkistiske og kontroversielle sider, beskriver hun, hvordan man laver mindst muligt paa sin arbejdsplads. Samtidig rummer bogen en raekke indsigtsfulde, provokerende og ofte rammende analyser af moderne virksomhedskultur.

Forfatterens budskab er i korte traek, at naar ledelsen i store virksomheder lader som om, de bekymrer sig om deres ansatte, saa skal de ansatte ogsaa bare lade som om, de arbejder.

Ansaettelsen er, mener forfatteren, blot en ny version af slaveriet. Virksomheden moeder os med krav om taknemmelighed, opofrelse, loyalitet, krav om fleksibilitet osv., men virksomheden er i virkeligheden blot et instrument for topledere.

Denne kritik sammenfattes sidst i bogen til 10 bud, eller 10 gode raad, om hvordan man laver mindst muligt paa sin arbejdsplads - uden at blive fyret.

4. Du vil ikke blive bedoemt paa, hvordan du udfoerer dit arbejde, men paa din evne til at virke, som om du tror paa den sandhed, virksomheden promoverer.

6. Det gaelder om at vaelge de mest overfloedige poster: Raad, forskning, konsulentarbejde.

9. Hvis du 'leder' andre, som kun midlertidigt er ansat i virksomheden, skal du behandle dem med respekt.

10. Husk paa, at hele den latterlige ideologi, som virksomheden foerer propaganda for, ikke er mere sand end de ideologier, som blev gjort til dogmer i det kommunistiske system. Alt er her paa laant tid og vil helt sikkert bryde sammen. Som Stalin sagde: Det er altid doeden, der vinder. Problemet er at vide hvornaar...

Corinne Maiers introduktion i "Bonjour paresse":

"Arbejd aldrig," sagde den situationistiske filosof Guy Debord. Et vidunderligt projekt, men vanskeligt at gennemfoere. Derfor er mange mennesker ansat i virksomheder; og virksomhederne, isaer de store, har laenge vaeret generoese med ansaettelser. Det er, som om de udgoer deres eget mystiske univers, maaske ligefrem er lukket univers? Lad os nu for en gangs skyld tale om virksomheden, lige paa og haardt og uden omsvoeb.

Kom hid og lyt, I funktionaerer ansat i store virksomheder! Denne provokerende bog har sat sig som maal at "demoralisere" jer og oedelaegge jeres arbejdsmoral. Den vil hjaelpe jer med at udnytte den virksomhed, I er ansat i, hvor det hidtil kun er jer, der er blevet udnyttet. Den vil forklare, hvorfor det er i jeres interesse at arbejde saa lidt som muligt, og hvordan I kan sabotere systemet indefra, uden at nogen opdager det.
Er min bog saa kynisk? Ja, og helt bevidst, for virksomheden er ikke et humanistisk projekt! Den vil jer det ikke godt og respekterer ikke selv de vaerdier, som den lovpriser i hoeje toner, hvad der fremgaar af de finansskandaler, som oversvoemmer nyhederne, og alle de storstilede sociale planer, der loeber ud i sandet. Virksomheden er heller ikke just nogen munter affaere, bortset fra naar man, som her, saetter sig for at goere grin med den.

Millioner af mennesker er ansat i virksomheder, men virksomhedens verden er uigennemskuelig. De, der taler mest om den, altsaa universitetslektorerne, har aldrig arbejdet der; de aner ikke, hvordan det er. Og de, der goer, skal nok vare sig for at tale om det; konsulenterne, der har travlt med at komme vaek for at starte deres eget firma, tier, eftersom det ikke er i deres interesse at save den gren over, de selv sidder paa. Det samme gaelder managementguruerne, der oversvoemmer forretningsverdenen med gode raad og lancerer latterlige trends, som de ikke selv tror paa. Det er forklaringen paa, at den svaert fordoejelige managementlitteratur spiller nogenlunde samme rolle for virksomheden, som haandboeger i statsret goer for det politiske liv: Det er ikke ved hjaelp af saadanne boeger, man finder ud af, hvordan "schmilblickket" fungerer.

Men der er dog stemmer, der haever sig for at tale om virksomheden, som den virkelig er. Skoenlittteraturen har banet vejen og toever ikke laengere med at lade handlingen udspille sig paa de taeppebelagte direktionsgange i firmaer som Arthur Andersen (der gik fallit i 2002) eller forsikringsselskabet Gans taarn i finanskvarteret La Defense (som derimod ikke ser ud til at kunne vaeltes af skakbraettet). Det er godt gaaet af romangenren, for det er ikke let at forestille sig Romeo og Julie diskutere cash flow eller management, henlaegge sager, danne joint ventures, beregne synergieffekter og tegne organisationsdiagrammer. Virksomheden er, maa man indroemme, ikke just stedet for aedle foelelser som mod, storsindethed og opofrelse for det faelles bedste. Den faar os ikke til at droemme. Men, men, men - Hvis det ikke er det mest centrale moedested for mennesker, der sprudlende af energi laver rigtigt arbejde, hvorfor soeger landets hoejtuddannede kandidater saa hen til virksomhederne, og helst de store, for at udoeve deres talenter?

Da jeg selv begyndte at arbejde, havde virksomheden vind i sejlene, og det saa ud, som om den paa Èn og samme tid rummede loefter om social fremgang og 68ernes frihedsvaerdier. Men ak! Jeg maatte snart skrue ned for forventningerne. Jeg har arbejdet her laenge, og jeg har maattet indse, at man loej for os. At virksomheden ikke er nogen saerlig "hip" verden: Den er ikke bare kedelig, den har ogsaa en iboende brutalitet. Dens sande ansigt kommer til syne nu, hvor it-boblen er bristet og aviserne lever hoejt paa de mange oekonomiske skandaler. Vivendis, France Telecoms og Alcatels voldsomme kursfald gned salt i saaret og udhulede vaerdien af tusinder af ansattes medarbejderaktier, folk, der indtil da havde naeret en roerende tillid til deres direktoerers overbevisende tale. Men det vaerste var dog massefyringerne i 2003, der afsloerede virksomhedens sortere sider; fyringerne bredte sig hos ST Microelectronics, Alcatel, Matra, Schneider Electric.

Virksomhedens tid er forbi. Vi bliver noedt til at se det i oejnene: Det er ikke laengere her, man kommer frem i verden. Den sociale elevator er blokeret. Eksamenspapirer giver ikke laengere sikkerhed i ansaettelsen, pensionen er truet, og karriererne koerer ikke laengere paa skinner. De glade tressere med oekonomisk fremgang og jobsikkerhed ligger langt bag os. Der blaeser andre vinde nu, og svaerme af overkvalificerede medarbejdere paa flugt fra erhverslivet trygler allerede om kontornusserjobs inden for det offentlige.

Virksomheden er ikke laengere leveringsdygtig i gode fremtidsudsigter: Generationerne efter os skal kunne vifte med endnu flere eksamensbeviser for at faa fat i langt mindre interessante stillinger og ringere medarbejderaktier. Som jeg allerede har sagt til min soen og datter: "Kaere boern, naar I bliver store, maa I aldrig blive ansat paa en virksomhed! Aldrig! Saa bliver far og mor virkelig skuffede!"

Manglen paa individuelle og samfundsmaessige perspektiver er saa graverende, at middelklassens boern, som er rekrutteringsgrundlaget for de kommende ansatte i virksomheden, goer klogt i at se sig om efter noget andet allerede nu. Men hvordan? Ved at orientere sig mod professioner, der er mindre beroerte af det kapitalistiske spil (kunst, videnskab, undervisning), eller ved at traekke sig delvist tilbage fra virksomhedens verden med en knap saa elegant gestus som afskedssalut. Det er, hvad jeg selv goer. Jeg arbejder der nu kun paa deltid og bruger stoersteparten af min tid paa andre, langt mere spaendende aktiviteter. Goer som jeg, alle funktionaerer, loenmodtagerkolleger, vor tids nye slavehaer, servicesektorens fordoemte her paa jorden, den oekonomiske procesí vikaransatte kanonfoede, mine broedre og soestre anfoert af smaa, triste og servile chefer, tvungne til at klaede jer paent paa hele ugen og spilde jeres tid med ligegyldige moeder og taabelige kurser!

Men eftersom det kraever lidt tid og forberedelse at stikke af fra det hele, hvorfor saa ikke undergrave systemet indefra i mellemtiden? Efterlign de andre ansattes opfoersel, ordforraad og optraeden uden at "engagere" jer i noget. Og tro mig, I vil ikke vaere de foerste: Ifoelge en IFOP-undersoegelse1 er 17% af de ansatte i franske virksomheder "aktivt uengagerede" i deres arbejde, hvormed menes, at de har indtaget en saa ukonstruktiv holdning paa deres arbejde, at det graenser til sabotage. Kun 3% af de ansatte "yder deres bedste paa jobbet", som det saa smukt hedder, og ser sig selv som "aktivt engagerede" i deres arbejde. Det er ikke ret mange, kan vi nok blive enige om. Og resten, dem, der ikke tilhoerer en af de to naevnte kategorier, dem goer virksomheden sit bedste for at "motivere": Det myldrer med kurser, der skal puste nyt liv i lettere udbraendte medarbejdere. Det er indlysende, at naar man spekulerer paa, hvordan man skal faa medarbejderne til at smoege aermerne op, saa er det, fordi de er ligeglade med deres arbejde! Min bedstefar, der var selfmade forretningsmand, vaagnede aldrig om morgenen og spekulerede paa, om han nu ogsaa var "motiveret": Han passede sit arbejde, og saa var den ikke laengere.

At anlaegge en saadan "aktivt uengageret" adfaerd behoever ikke medfoere ubehageligheder, naar blot det goeres diskret. I er under alle omstaendigheder omgivet af inkompetente idioter og krystere, der daarligt vil bemaerke jeres manglende ildhu. I kan vaere sikre paa, at hvis nogen rent tilfaeldigt skulle laegge maerke til det, vil han eller hun ikke vove at sige noget. For at straffe jer vil bare medfoere to negative effekter: For det foerste ville det vaere en aaben indroemmelse af, at han (hun) ikke har vaeret i stand til at faa jer til at makke ret, og dernaest ville en eventuel sanktion begraense muligheden for at omplacere jer i andet arbejde! Det er takket vaere denne omerta, at visse medarbejdere opnaar fantastiske forfremmelser: Hierarkiet er parat til hvad som helst for at slippe af med de dovne, saagar at lade dem stige i graderne. Et lille skridt for individet, men et stort skridt for hykleriet.

Pierre de Coubertin, de moderne Olympiske Leges fader, sagde, at det ikke gaelder om at vinde, men om at deltage. I dag gaelder det om at deltage saa lidt som muligt. Hvem ved, maaske vil det vaere nok til at faa hele systemet til at bryde sammen: Kommunisterne sad og trillede tommelfingre i halvfjerds aar og pludselig faldt Berlinmuren. Og rent bortset fra det behoever man ikke at goere sig nogen illusioner: Der kommer intet ud af en revolution, for menneskeheden bliver bare ved med at gentage de samme fejl: Papirnusseri, elendige ledere og ,naar det gaar rigtig hedt til og folk faar blod paa tanden, galgen.

Her foelger nogle grundprincipper, som kan hjaelpe til at forstaa virksomhedens verden, som den virkelig er, og ikke, som den foregiver at vaere.

Naar nogen i virksomheden siger noget til jer, eller naar I laeser et dokument, findes der noegler eller koder, som man bliver noedt til at bruge for at forstaa indholdet. Denne afkodningsmetode, i form af en "laesenoegle", vil hjaelpe jer til at kunne laese virksomheden som en aaben bog ñ for virksomheden er en tekst, den kommunikerer, den skriver. Virkelig daarligt, ganske vist, men saa meget desto bedre. Det goer afkodningen og forstaaelsen saa meget sjovere.

Byt om paa fortegnene. Jo mere den store virksomhed taler om noget, desto mindre er der af det. For eksempel "opgraderer" den jobfunktioner, netop som de forsvinder; den svaelger i "selvstaendigt" arbejde, selv om man skal udfylde blanketter i tre eksemplarer ved den mindste bagatel og spoerge seks personer til raads, foer man faar lov til at traeffe den mindste beslutning; den fremhaever det "etiske", selv om den strengt taget ikke tror paa noget.

Foelg traaden i samtalen. Virksomhedens diskurs koerer i ring, som en slange, der bider sig selv i halen. Man skal bare gribe en ide; og foelge den hele vejen gennem virksomheden: Man havner uvaegerligt, hvor man begyndte. Virksomheden er en verden, hvor moeder meget ofte er selve formaalet med arbejdet, og aktivitet det ultimative maal for aktiviteten (eller ogsaa er det lige omvendt).

Adskil dumhed fra loegn. Skidt for sig og snot for sig, at adskille disse er noget af det vanskeligste i virksomhedslivet, og I opdager med erfaringen, at det sommetider er "begge dele paa Èn gang, hr. general"! Naar jeres ledelse for eksempel siger: "Personalet er vores stoerste aktiv," eller: "Jeres ideer er vigtige for os," saa er det meningsloese banaliteter, for alle ved jo godt, at saadan ser verden ikke ud. Til gengaeld er saetningen: "Hos os kan du faa lov at afproeve mange forskellige funktioner, opleve store eventyr samt faa ansvaret for en bred vifte af afvekslende og innovative opgaver og projekter" helt klart det rene bondefangeri. Og naar en leder haevder, at: "Det har jeg aldrig hoert," eller: "Jeg gaar ind for den aabne doers politik," saa er det almindeligvis ogsaa loegn. Blandingen af idioti og hykleri er uhyre frugtbar og selve opskriften paa moderne management, det, som nogen pompoest har kaldt for "new management".

Vaer realistisk. Naar visse ting er gennemfoerlige i dagligdagen, bliver de vanskelige i virksomhedens verden; og er de vanskelige i dagligdagen, bliver de komplet umulige paa jobbet. Man kan for eksempel vaere helt sikker paa, at enhver form for stoerre omstrukturering gaar i vasken, og det samme gaelder for ethvert projekt, der straekker sig over mere end to aar, eller, mere generelt, alt, der aldrig har vaeret proevet foer.

Saet tingene i perspektiv. Man skal se tingene og begivenhederne i deres rette sammenhaeng. Virksomheden kan ikke adskilles fra den verden, den trives i, eller, nu for tiden, vantrives i. Den er blot symptomet paa en verden, som er sunket ned i loegnen, som hele tiden udskyder tidspunktet for naadestoedet ved hjaelp af gigantiske bestikkelser, varm luft og store armbevaegelser.

Kaere individualist, du min vaabenfaelle og broder i aanden, denne bog er skrevet til dig, eftersom virksomheden ikke er noget for dig. Arbejdet i de store virksomheder binder individet paa haender og foedder. Et menneske, der, hvis han blev overladt til sig selv og sin egen frie doemmekraft, kunne give sig til at taenke over tingene, tvivle, ja, hvem ved, ligefrem bestride den herskende orden! Men det gaar ikke. Saa selv om individet indimellem skulle barsle med nye ideer, maa disse for alt i verden ikke forstyrre gruppen. Det staar helt klart, at i en verden, hvor det er tilraadeligt at vaere fleksibel og omstillingsparat, velset at skifte mening hvert femte minut og helst i takt med de andre, her er individualisten en potentiel ballademager. Derfor foretraekker man da ogsaa krysteren, eftersnakkeren, den lydige, der boejer sig, spiller spillet, retter sig ind efter omgivelserne og, sidst, men ikke mindst, finder sin plads i god ro og orden.

For ikke blot er vores vildtvoksende individualist ude af stand til at goere som alle andre, han har ogsaa svaert ved at gaa paa kompromis, hvis han ikke kan faa sine ideer igennem: Saa der er god grund til, at han indgyder mistillid. HR-afdelingen (afdelingen for Human Resources) kan lugte problemerne paa lang afstand: Stejlhed, staedighed, stivsind - naar det myldrer med den slags betegnelser i deres sagsmapper. Og det er meget slemt ikke at kunne boeje sig; slemt at skynde sig hjem, saa snart dagens arbejde er overstaaet; slemt ikke at ville deltage i julefrokosten eller nytaarskuren, ikke at ville bidrage til afskedsgaven til den ene eller den anden, der gaar paa pension; slemt at styrte hjem paa hotellet, saa snart moedet med forretningsforbindelserne fra Taiwan er overstaaet; slemt at sige nej til den faelles kaffe i kaffepausen og at tage sin egen madpakke med, naar nu alle andre spiser frokost sammen i kantinen.

Alle, der opfoerer sig paa denne maade, bliver betragtet som "kontorkaktusser" af deres kolleger, selskabelighed er nemlig et absolut must i form af fredagsoel, interne vittigheder og hyklerisk intimitet (et spil, man er noedt til at spille, hvis man ikke vil udelukkes af faellesskabet). Men maaske har vores piggede planter helt styr paa, hvor graensen mellem arbejde og privatliv gaar, og ingen lyst til at overskride den. De har maaske indset, at hvis man hele tiden stiller sig til raadighed for en endeloes raekke af projekter, hvoraf halvdelen er komplet idiotiske og resten doedfoedte, svarer det nogenlunde til at skifte sexpartner to gange om aaret: Naar man er 20 aar, kan det have sin charme, men som tiden gaar, ender det med at vaere en sur pligt.

New management svarer altsaa mere eller mindre til en konstant og pligtmaessig erektion. Her foelger derfor, i seks kapitler, alle de gode grunde til at mindske sit engagement.